Nyheder
12. juni
Anmeldelser af årets revy
JyllandsPosten:
Charmerende sommerrevy med lidt af hvert
Avisen skriver blandt andet:
Kristian Holm Joensens vrøvlenummer om en fødselsdag og kampen med en lagkage er toppen – præcist, sødt og sjovt. Charlotte Munksgaard dyrker også med held de komiske typer, som hende, der simpelthen ikke kan forstå, hvorfor alle ikke er vilde med hende, eller den midaldrende kvinde, der gør status under en tarmskylning. Meget realistisk udført, i øvrigt!
Sidstemanden Caspar Phillipson er skæg, både som troskyldig amatør-musiker på besøg i en swingerklub, som statsministeren, der forsøger at virke international, og ikke mindst som en talehandicappet bankrøver, hvis eneste drøm er at blive berømt og komme i fjernsynet.
Fyns Amts Avis:
Stegt flæsk og sprød revy
Avisen skriver blandt andet:
Kristian Holm Joensen spænder bredt og går i publikum med træsko på. Charlotte Munksgaard viser herligt gå-på-mod. Revyens tredjemand Caspar Philipson synger dejligt og får greb om bl. a. statsministeren og bankrøveren, der bakker snagvendt.
Kerteminde Avis:
Charmerende og talentfulde skuespillere
Avisen skriver blandt andet:
Tre charmerende og uendeligt talentfulde unge skuespillere forgylder og sikrer Kerteminderevyens succes.
Årets Kerteminderevy er den rene svir at overvære, og der er mindst to numre der må være oplagte til årets
”Revyernes Revy”.
I adskillige numre nyder man Kristian Holm Joensens Harpo Marx-lignende gummiansigt og hans vanvittige kropssprog.
Fyens Stiftstidende:
Så er der serveret!
Pernille Plaetners tekst "Williams legetøj" om børn, der har fuldstændig kontrol over forældrene, får hvad de peger på, spiller dem ud mod hinanden og i det hele taget demonstrerer moderne børnemagt. Pakket ind i en dukketeateramme med barnet som dukkefører nærmer det sig det geniale.
Aldeles forrygende morsom er også Mogens Økjærs "Raveri", om bankrøveren der ikke har styr på vokalerne og ikke vil gennemføre sit røveri, hvis ikke overvågningskameraet kører. For hvis ikke der er tv på, er det jo slet ikke sket i virkeligheden. Det er ganske vist set før, men Kristian Holm Joensen som nørdet bankmand og Caspar Phillipson som kikset røver løfter opgaven mod højderne.
19. maj
En skinbarlig fangst
Kertemindekutteren O40 fik en sjælden fangst i nettet den 19. maj. Fire bare roligans, der tilsyneladende var flygtet ud af Sjælland på flugt fra hovedstadens larm og manglende fodbold-em - blev fisket op ved inderste bøje i Kerteminde havn. Da de fire havde fået vejret og hængt det våde tøj til tørre forklarede de, at de faktisk var på vej til Tornøes Hotel. Hvor heldig har man lov til at være. Skipper ringede omgående til revydirektør Mads Nørby for at høre, om han kunne påtage sig at afhente lasten, der fyldte lige vel rigeligt i rødspættekurvene. De to fiskere virkede lettede, da de slap fangsten løs på Nordre Havnekaj. Snart vil det vise sig, om de fire roligans; tre skuespillere og en pianist når at blive tørre bag ørene til premieren den 30. maj.




2. april
Villy kom!
Traditionen tro mødtes hele revy-holdet for første gang i forbindelse med et pressemøde på Tornøes Hotel. Det var forrygende. Vi har aldrig holdt et pressemøde med så stor opmærksomhed fra alle slags medier, men en del af trækplasteret var også en af landets hotteste politikere.
Pressemødet var et resultat af storslået samarbejde mellem stort set alle de mennesker, der er involveret i årets revy.
Det begyndet en sen aften, hvor et hold mennesker, der arbejder med forberedelserne til revyen, var samlet. Pludselig er der en, der siger ”Det ender sgu nok med en Villy-model.” Jeg ser Villy Søvndal i brudekjole fra Lilly for mig, og så var der ikke langt til at bede en af tekstforfatterne om at gribe pennen og gå ombord i den linje.
Det gjorde Mogens Økjær på sædvanlig hurtig vis – og uden at klæde politikeren i kjole. Stort set samtidig gik Anja i gang med at lave melodien.
Da vi samtidig var ved at forberede pressemødet, var det nærliggende at friste journalisterne dem med en forsmag på løjerne. I løbet af ganske få dage var det muligt for Caspar, Anja og Pia at mødes i København for at øve nummeret. Det var aftenen før pressemødet. Samme dag havde Pia været i Odense og hos Lillys brudekjoler havde hun velvilligt fået stillet to store vidunderlige brudekjoler til rådighed. Dem skulle Kristian og Charlotte have på, som henholdsvis Pia Kjærsgaard og Helle Thorning. Det kunne kun blive ømt.
Oven i købet fik vi den appelsin i turbanen, at Søvndal sagde ja til at kigge forbi. Han ville gerne se, hvad vi havde gang i.
Selve dagen
På dagen kom vi alle farende fra hele riget til Kerteminde og Tornøes Hotel. Kristian kom direkte fra Holstebro og sidste forestilling på ”Den Adelsgale Borger”, Pia og Caspar og Charlotte kom fra København. Mogens fra Sorø. Kim og Anja fra Odense med Anjas Keybord. Og jeg kom fra Odense Teater med parykker til Kristian og Charlotte. Caspar behøvede ikke paryk for at komme til at ligne Villy.
Kl 12 begyndte Pia og skuespillerne at skifte til kostumer for at prøve på nummeret med TV2 i hælene hele vejen ud i omklædningsrummet.
Pressen kom talstærkt sivende.
Kl. 12.45 kom Villy Søvndal himself.
Kl. 13 stillede Tornøes stegt flæsk og persillesovs på bordet, sammen med et udvalg af Kerteminde Bryghus´ gode øl, og jeg kunne byde velkommen.
Og så gik det løs!
Oven i købet lykkedes det at få Villy Søvndal til at akkompagnere nummeret. Det var en situation fotograferne kunne bruge.

Navneliste i den rækkefølge de optræder:
Villy: Villy Søvndal, ombejlet, populær formand for SF
Mogens: Mogens Økjær, storleverandør af gode tekster
Anja: Anja Mathiesen, Komponist og Revyens Kapelmester
Caspar: Caspar Phillipson, skuespiller - og Villy
Pia: Pia Jette Hansen, skuespiller og Leder af Holbæk Teater og revyens instruktør
Charlotte. Charlotte Munksgaard, skuespiller
Lilly: Brudekjolebutik, kendt for sit slogan: Det ender med en LIllymodel
Kristian: Kristian Holm Joensen, skuespiller - og Pia Kjærsgaard
Charlotte: Charlotte Munksgaard, skuespiller - og Helle Thorning
Kim: Kim Malmose, produktionsleder og fotograf på begivenheden.









